Foreningens vedtægter kan hentes hér i PDF-format - er gengivet herunder:

Vedtægter for Dansk Selskab for Klinisk Kemisk Farmakologi
 

§ 1. Navn
Foreningens navn er Dansk Selskab for Klinisk Kemisk Farmakologi.
 

§ 2. Formål
Foreningens formål er at være kontaktorgan for personer, der er beskæftiget med eller har interesse for klinisk farmakologiske og/eller toksikologiske emner, herunder lægemiddelanalytiske problemer.
 

§ 3. Medlemskab
Stk. 1: Medlemskab er åbent for alle, der har interesse i foreningens formål. Anmodning om optagelse indsendes til bestyrelsen, der snarest tager officiel stilling til anmodningen.
Stk. 2: Udmeldelse sker ved meddelelse til bestyrelsen.
Stk. 3: Er et medlem i restance ved regnskabsårets slutning, kan vedkommende slettes af medlemslisten. Genoptagelse kan kun finde sted, når restancen er betalt.
Stk. 4: Ordinære medlemmer betaler fuldt kontingent, pensionister, studerende og
arbejdsløse betaler halvt kontingent. Indmeldelse efter 1/9 giver kontingentfrihed i samme kalenderår. Bestyrelsen fastsætter kontingent for firmamedlemmer.
 

§ 4. Generalforsamling
Stk. 1: Ordinær generalforsamling afholdes i februar/marts måned i forbindelse med et fagligt møde og skal have følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning.
3. Kassererens beretning.
4. Bestyrelsens forslag, herunder fastsættelse af kontingent.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af 1 revisor og 1 revisor-suppleant.
8. Eventuelt.
Stk. 2: Medlemsforslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være
bestyrelsen i hænde inden den 1. januar.
Stk. 3: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen ønsker det, eller hvis mindst 10 medlemmer indsender skriftlig begæring herom til bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling på begæring af medlemmerne skal indkaldes senest 30 dage efter begæringens modtagelse, dog ikke i skolernes sommerferie. Bestyrelsen fastsætter datoen for den ekstraordinære generalforsamling.
Stk. 4: Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 3 ugers varsel. Dagsorden og eventuelle forslag fra medlemmerne udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.
Stk. 5: Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset deltagerantallet. Ved generalforsamlingen kan stemmes ved fuldmagt, men kun med én fuldmagt pr..fremmødt medlem. Kun personlige medlemmer har stemmeret. Alle spørgsmål, herunder godkendelse eller forkastelse af beretningerne fra formand og kasserer, men undtaget vedtægtsændringer, afgøres ved simpelt stemmeflertal ved håndsoprækning. Vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer for.

Stk. 6: Foreningens sekretær udfærdiger et referat af generalforsamlingen. Dette underskrives af dirigenten og formanden og sendes til foreningens medlemmer.
 

§ 5. Bestyrelse
Stk. 1: Bestyrelsen består af 6 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted, men kun 4 gange i én samlet periode.
Stk. 2: Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær.
Foreningens protokol føres af sekretæren, der modtager kopi af alt materiale vedrørende foreningen.
 

§ 6. Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Medlemskontingentet fastsættes på generalforsamlingen. Det reviderede årsregnskab udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til den ordinære generalforsamling.
 

§ 7. Møder
Foreningen afholder mindst tre faglige møder årligt. Disse finder hovedsageligt sted i københavnsområdet, men kan efter bestyrelsens skøn lejlighedsvis afholdes andre steder.
§ 8. Ophævelse
Stk. 1: Ophævelse af foreningen kan kun ske ved to på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst 3 ugers mellemrum. På begge generalforsamlinger skal mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemme for ophævelsen.
Stk. 2: Ophæves foreningen, foretager revisoren en opgørelse af foreningens midler. En eventuel formue anvendes efter den siddende bestyrelses skøn til fremme af § 2.

 

Senest revideret september 2009 (HRA).

[DSK2F Forside] [Bestyrelsen] [Vedtægter] [Indmeldelse] [Afholdte møder] [Projekter] [Links]